.JPG)
Kære Dagbog..
Et sætning jeg startede mange gange da jeg var teenager, når frustrationer om forældre og vennerne skulle vendes en gang.. det var rart at have denne fortrolighed med mig selv, men også rart at få luftet alle de tanker og følelser som uvilkårligt tonser rundt i en, når hormonerne raser afsted. Tit gik jeg tilbage og læste hvad jeg havde skrevet flere gange enten for at få bekræftet at jeg havde ret eller om jeg havde ændret mening siden sidst. Når jeg læser mine dagbøger i dag kan jeg stadig genkende de mange følelser, men det er på et helt andet plan.. Jeg rummer følelserne på en anden måde (og gudskelov for det.. ellers var jeg jo ikke vokset) og nogen gange ville jeg ønske jeg kunne rejse tilbage til mig selv og fortælle at alting bliver bedre.. det de voksne siger passer altså en gang i mellem, også selvom du ikke kan se/overskue det lige nu.
Jeg har tænkt meget over denne blog, hvad jeg vil med den.. og blog verdenen generelt og jeg kom til at tænke på om der overhoved er nogen der har ganske almindelige dagbøger mere.. Hæfter hvor kun en selv kan se hvad man har skrevet? Eller er alle blevet så fokuseret på verdenen omkring en at man bliver nødt til at dele alt hvad man tænker/foretager sig på nettet?
Nu har jeg selv denne blog og det er ikke en negativitet omkring det at være på nettet, for så burde jeg jo ikke skrive denne blog ;), men det er bare en lille føler ud i den store verden om hvordan folk, men primært teenagere tænker over det at være så meget på? Kommer man nemmere over tingene ved at dele sine frustrationer med andre eller booster det bare en negativ spiral? Her tænker jeg også på mobning på nettet fordi man netop fortæller om sit liv?
Et eller andet sted er jeg lidt glad for at jeg voksede op uden internet (men mine karriere muligheder havde nok set anderledes ud :)) for der må være et enormt pres på teenagere i dag fordi de både skal præstere i den virkelige verden, men også i cyperspace.. eller bekymrer jeg mig for meget? Er det slet ikke et issue fordi man har været vandt til det altid?
Enlighten me please :)
Nu er jeg så heldig, at jeg kan vende de ting jeg tumler med til noget positivt, både ved at dele det på mig blog, men også igennem mine bog- og filmprojekter. For mig er det en slags terapi at jeg kan få sat ord på de ting, der foregår i mit hoved ved at skrive det i en form jeg på en måde kan distancere mig fra, men at jeg samtidig får en slags klarhed over situationen bagefter, fordi jeg netop har sat ord på det.
SvarSletMht. cyberspace tror jeg der er mange (især unge piger), der ikke har den samme følelse af privatliv, som os der har haft en dagbog med lås og hele svineriet, som var så privat og hemmelig at det var de aller inderste tanker, der blev skrevet ned. Jeg læser også af og til i mine gamle dagbøger, og kan heldigvis også se en personlig udvikling, og det hjælper mig især i de små kampe i hverdagen, fordi jeg har dette håndfaste bevis på, at det bliver altså bedre, og hvis jeg ikke bryder mig om det sted jeg er i mit liv, har jeg muligheden for at ændre det, eller i det mindste få det bedste ud af det.
Cyberspace er en tricky størrelse - men jeg tror at når det er blevet så normal en del af ens liv at dele alt på fx Facebook tænker man ikke lige så meget over det som "vi andre" måske gør :)
/Maria