onsdag den 31. oktober 2012

Happy Halloween


Yep.. jeg er dedikeret Halloween fan.. Elsker højtiden selvom den er så amerikansk som noget kan være, men jeg tror det ligger i mit "klæd ud gen" Enhver chance for at hoppe i et kostume er velkommen og når man så samtidig kan skabe lidt (u)hygge i den mørke tid der er ved at overfalde os, ja så lad den endelig komme.
Jeg har fejret Halloween siden 2004 hvor vi for første gang inviterede folk til ulækker mad, gravstene i soveværelset og spindelvæv i hele huset og siden er vores lille komsammen vokset til en fabelagtig fest hvor der kæmpes til sidste bloddråbe om bedste udklædning, spises lækker mad og hygges til langt ud på natten.

I 2007 var jeg så heldig at opleve Halloween i USA og hold da op en oplevelse.. De gør SÅ meget ud af det og det var en fornøjelse at gå rundt med mine nevøer og trick and treate (samt skræmme et par børn eller to undervejs i mit heksekostume.. knæk knæk!!)
Dagen efter var der så tilbud på alt Halloween ting og der så man så lige mig tømme sådan en Halloweenshop for latex dæmoner, skelet hoveder, hylende gravstene, heksekostumer, blodige hænder etc for næsten ingen penge og det er blevet flittigt brugt siden hen til alle vores fester..

Her er et udpluk af mine kostumer gennem årene:

2004 - Vores første Halloween


2007 - Halloween i USA



2008 - Heks



2009 - Svaneøgle





2010 - En måned for jeg fødte min datter og var derfor menneskeædende dæmon




2011 - Vampyrdronning med egen vampyravl..


2012 - Ghost Pirate



søndag den 28. oktober 2012

..og så blev det mørkt

Vågnede op i morges efter en dejlig Halloween fest i går.. Fik kigget på uret.. Kl er 9.30 og min datter er lige vågnet.. Skønt!! Hey, vent.. kl er jo kun 8.30.. Mere skønt, så kan vi godt flade den lidt mere inden vi skal rydde op efter festen.. Hele dagen har været i overskud pga den ekstra hyggetime i morges, lige indtil nu hvor jeg laver mad og får kigget ud.. Kl er 18 og der er bælgravede mørkt udenfor.. Wtf skete der lige der..?? Nå jo vintertid..!! Mørke, kulde, tristhed og længsel efter de lyse nætter. Det blir en lang vinter.

torsdag den 18. oktober 2012

Hey.. Det er lyst!!

Når man har brugt det meste af sin uge på at fordybe sig i en forestilling som foregår indenfor, så er det sjældent man ser dagslys og lige i dag har jeg været inde i min kasse siden kl 11 i morges og givet et brag af forestilling kl 14 (premiere på Showtime!!) og så er det jo helt befriende at komme udenfor og se lyset og opleve den sidste rest af solnedgangen ved teatret!

torsdag den 11. oktober 2012

Showtime



Så er det i næste uge jeg spiller forstillingen Showtime. Det er en udvidelse af Storcenterjobbet jeg lavede i maj måned, så det består af et børne show om eftermiddagen og voksen show om aftenen.

Børne show:

Tarzan - Roller: Panter og Abe
Løvernes konge - Rolle: Timon
Happy feet - Rolle: Pingvin

Voksen show:

Grease - Rolle: Patty Simcox
Hair - Rolle: Hippie
Chess - Roller: Indbygger og Bangkok danser
Mamma Mia - Rolle: Sophies veninde..

Billetter kan købes her: SHOWTIME

onsdag den 10. oktober 2012

Pigeting..

Fik lige denne på FB og jeg må desværre indrømme at jeg kan nikke genkendende til stort set alle ting, hvis man medtager min tid som teenager.. for nogen af tingene er jeg da heldigvis vokset fra.. haha:

Vi piger kan høre en sang 100 gange. 
Roder på vores værelse og gider ikke at rydde op.!... 
Kigger på mobilen hvert minut.! 
Elsker is.! 
Griner af vores jokes før vi fortæller dem.... 
Har ikke brug for et ur fordi vi har en mobil. 
Kan læse en sætning 10 gange uden at forstå hvad den handler om. 
Trykker mod døre, hvor der med fede bogstaver står TRÆK. 
Spørger "Hvad...?" selvom vi har forstået alt.. 

Hader hvis vinden blæser og ødelægger vores hår. 


Kigger 10 gange om dagen i køleskabet uden at spise noget. 


Kan se den samme film 10 gange. 


Er nødt til at ringe til vores mobil for at kunne finde den. 


Vender vores pude om, for at kunne ligge på den kolde side. 


Sætter vores vækkeur til, at ringe tidligere, for at kunne blive liggende længere. 


Før vi går i seng regner vi ud, hvor mange timer vi kan nå at sove.






søndag den 30. september 2012

Ah Ah Ahh Tjuu..





Så kom efteråret med alle den herligheder af forskellige vira og baktusser og vi er ikke heller ikke blevet snydt i år. Alle 3 ligger underdrejet en forkølelse i større eller mindre grad og det er selvfølgelig mig der er ramt hårdest! Kender I det at man bare føler ens hoved snart eksploderer så meget trykker og maser det derinde.. øv øv.. håber lidt te med honning kan lindre bare lidt..


torsdag den 27. september 2012

Film der skal ses: New Year's Eve



Jeg vil fra tid til anden prøve at lave lidt filmanmeldelser på film som jeg finder gode, sjove, anderledes, tankevækkende eller måske platte. Filmene er ikke altid de nyeste nyheder på hylden eller i Bio, men derfor skal de ikke gå uset hen alligevel.. Indlæggene er ikke sponsoreret, men kun lavet ud fra mine egne beslutninger om hvilke film jeg vil anbefale jer!

Første film jeg vil anbefale er denne herlige feel good film: New Years Eve. 
Man følger en række personers nytårs aften i New York City og selvom der er mange historier at holde styr på, så fungere filmen ganske glimrende og man når da at gætte forkert et par gange eller to i forbindelse med hvilken historier der hører sammen og det gør at man har en spænding til det sidste.
Filmen er pure happiness, men på den gode måde og man sidder tilbage med en dejlig ahh følelse i kroppen og lysten til selv at reflekterer over det sidste år og hvad man kan gøre bedre i det næste!

søndag den 23. september 2012

Kære Mor!

Kære Mor,

I går var det 1 år siden du forlod denne jord på smuk og fredelig måde, men ganske uventet for os alle.. Året er gået stærkt og du er gået glip af så meget.. Jeg er dog sikker på at du følger med der hvor du er og jeg håber at du har det godt.. Ikke flere smerter, ikke fanget i en krop der vakte så store problemer.
Man siger det første år er sorgens år for man skal igennem alle fødselsdage, helligdage og mærkedage uden dig og der er gået ok, men for fanden hvor jeg savner dig en gang i mellem..
Det hele gik så stærkt og jeg var slet ikke klar til at du skulle afsted nu, men jeg er så glad for at du fik set Michela og oplevet hvordan der var at være mormor, omend det kun var i 10 måneder!
Det er aldrig nemt at miste og jeg havde håbet på at du også fik æren af at blive oldemor, men sådan skulle det ikke gå.. Kræften vandt over dig på en noget brutal måde og jeg bliver så ked når andre tæt på mig bevidst fylder deres lunger og krop med giftstoffer, som jeg nu ved kan give det værste bagslag senere i livet.

Mor.. Jeg savner dig og jeg håber du har det godt hvorend du er :)

torsdag den 13. september 2012

Godnat

B- menneske til fingerspidserne må jeg nok erkende at jeg er og det betyder at jeg har så svært ved at smide mig selv i seng om aftenen.. Og på den rigtige side af midnat!!
Lovede mig selv at I dag skulle jeg tidligt i seng, men så kom der lige gæster, en film blev sat på og gud.. vasketøjet skal også lægges sammen og nu ligger jeg her.. igen.. kl alt for sent!
Hvornår lærer jeg det??

tirsdag den 11. september 2012

Ventetid


Tilbage i februar måned i år fik jeg hornhindebetændelse som var ret grel og gjorde at jeg mistede synet på mit venstre øje, idet der er kommet en hinde lige på iris som slører mit syn. Jeg har været i behandling på et øjenambulatorium, men deres ekspertise har kun rakt til at få stoppet betændelsen og skabt ro i øjet. Nu skal jeg videre til de rigtige specialister som kun findes i Århus eller Glostrup (og måske Roskilde?) og her følger så historien om hvordan man kan blive kastet rundt i systemet:

Besked fra ambulatoriet: "Vi sender en henvisning til Århus som vil kontakte dig"

1 uge senere ringer jeg i forbindelse med et tjek: "Nej.. du skal da ikke til Århus. Der står her du er henvist til Roskilde"

3 dage senere: Indkaldelse fra Glostrup!! : "Vi vil gerne se dig til undersøgelse : Tirsdag d. 4. februar 2014"

2014???!!!!

Ringe til Glostrup:
"Undskyld.. Er det muligt at få en tidligere tid. Jeg mener det er jo en forundersøgelse i hvad der nu skal ske med det øje jeg ikke kan se på"
" Nej.. vi har ingen tider før 2014 da vi ikke ved hvordan vagtskemaerne kommer til at se ud"
"Afbudslister.. har I sådan en, for jeg kan komme med få timers varsel"
"nej, det bruger vi ikke. Det er sjældent der kommer afbud"
Ja det tror da fanden når folk skal vente i 1½ år!!
"Du er velkommen til at ringe til Århus og høre om deres ventetid er kortere"

Ringe til Århus:
"Tid før 2014.. Jo det skulle jeg da mene. Så langt er vi ikke engang kommet endnu i tiderne. Jeg kan ikke love en specifik dato, men regn med en gang i starten af 2013"

Brev ankommet i dag: "Vi vil gerne se dig til undersøgelse 18. december 2012 !!!

Har de virkelig SÅ travlt på Glostrup for så ville jeg da mene at der var flere patienter der burde blive sendt til Århus, så deres venteliste kunne kortes bare en lille smule..

Jeg er bare glad og lykkelig for at der sker noget i min sygehistorik! men tænker på alle dem der ikke får fattet knoglen og benyttet sig af det frie sygehusvalg vi har og som i 1½ år må gå og vente på en undersøgelse der måske kan bringe dem positivt videre i deres sygdomsforløb.
Vi skal ikke brokke os over vores sundhedsystem, men vi bør stille spørgsmål til hvordan vi bedre kan optimere det!

mandag den 10. september 2012

Danse workshop


Så starter 14 dages danse workshop. En skole har bevægelse som tema og jeg skal ud og lave Street Style med deres elever. 2 klasser om dagen i 14 dage. Det bliver hårdt med godt. 

I dag startede jeg med to 0.klasser. Hold op hvor var de søde og var ivrige efter at lære og selvom de ikke nåede at lære hele koreografien, så håber jeg da de fik noget ud af det. Der var i hvert fald sved på panden og lidt ekstra trætte børn da de forlod mig med et smil på læberne..

søndag den 9. september 2012

Pandekager


Jeg elsker pandekager.. og eftersom min datter temmelig tit ser Rasmus Klump tegnefilm bliver jeg konstant mindet om pandekager og der gør jo ikke trangen mindre.. tværtimod :)

Så hvad gør man søndag morgen.. ingen mælk, brød eller yoghurt i køleskabet.. man hiver da en bananpandekage opskrift frem som jeg har haft kig på længe, men ikke fået taget mig sammen til at kreere..

og... MUMS siger jeg bare.. lækker morgenmad med en anelse sirup og friske æbler, så bliver det sgu ikke mere lækkert en søndag morgen..

(Billedet er sakset fra nettet, da jeg nåede at spise det hele inden jeg fik taget billeder.. haha)



og til dem der er vilde med opskrifter er her min:

2 modne bananer
3 æg
1 dl havregryn
1 dl mel
½ tsk salt

Bananer moses og blandes med resten. De bliver ret tykke, så lav dem små som amerikanske pandekager :)


torsdag den 6. september 2012

Av min arm


Min mand har købt ny (brugt) motorcykel og til sådan en krabat hører der jo en forsikring til. Sælgeren havde forhandlet en god pris hjem til os fra selskabet: 4500 og noget årligt inkl kasko. En ok deal, så det var en noget chokeret mig der åbnede rudekuverten i dag og fandt en regning på en årlig forsikring på :

31494,65 kr!!!!!!
.....
....
...
..
.
Stod der virkelig 31494,65 kr??

Jep!

Fluks gribe telefonen og ringe til selskabet.. Den var god nok, men hun kunne så se at hans anciennitet ikke var kommet med, men selv med de nye oplysninger var hendes pris ikke i nærheden af den forhandler havde oplyst, så nu skal vi liiige en smuttur forbi ham i morgen, for jeg vil gerne betale for en forsikring, men sgu ikke sælge min ene nyre for et års forsikring på 31494,65 kr.. De må jo ha' spist søm!


Fun Fact : Ved salget af den gamle motorcykel har vi kun givet 30.000 for den nye!


onsdag den 5. september 2012

KPR

Så er jeg igen startet på Køge Private Realskole som dramalærer for deres 7. klasser. Indtil videre er det nogle meget søde elever og jeg forventer et godt år. Nu er jeg også en del erfaringer rigere fra sidste år og ved hvordan en masse ting skal håndteres (og ikke skal.. ikke mindst :))

Har endnu ikke besluttet hvad vi skal opfører, da jeg lige vil lære eleverne bedre at kende inden jeg sætter sværhedsgraden for dem, men et stykke skal vi nok få ud af dem til maj/juni måned næste år..




tirsdag den 4. september 2012

En dronning kom forbi..

Indrømmet.. Jeg er skabs royalist. Synes det er fantastisk vi har et kongehus og de repræsenterer Danmark så godt og når nu Dronningen vælger at besøge min by, ja så skal man jo ned og se giraffen..










Minimor

Når man nu har en blog, så læser man også blogs.. Jeg har ikke så mange, da jeg hellere vil kvalitet end kvantitet og en af dem jeg læser vil jeg gerne anbefale til jer andre:

1-  fordi den er sjov, humoristisk og lærerig
2 - læs nr 1
3 - Dorte har en fantastisk evne til at fange en med sine skrevne ord
4 - Der behøves vist ikke flere formål.. andet end gå ind og læs hendes indlæg og du vil undres, grine og måske få tænkt over nogle ting.. :)





mandag den 3. september 2012

Food, Glorious Food



Det er noget vi alle skal have hver dag. For de fleste er det en nydelse, men for mange kan det være direkte livstruende både i den anoreksiske afdeling, men så sandelig også i den overvægtige del. Jeg selv har et normalt indtag af mad, er slank og spiser for det meste sundt og varieret og alligevel kan jeg tit komme i tvivl om mit indtag af føde er det rigtige, for hele tiden bliver vi tude ørene fulde af hvad der er sundt og nærende og hvad vi bestemt skal holde os fra.. et par dage senere er selvsamme usunde mad alligevel sundt bare vi ikke indtager for meget.. ARGGG.. Så meget information og man kan ikke hitte rede i hvad der er godt og skidt..

.. og det hele er ikke blevet meget nemmere efter jeg er blevet mor.. puha hvor er der mange ting man lige pludselig også skal tage stilling til.. allerede i graviditeten var det essentielt at jeg fik de rigtige vitaminer, afholdt mig fra alkohol, tunge fisk og fik spist varieret og nok til at baby kunne vokse sig stor og stærk i maven.. men jeg skulle ikke spise for 2.. Kun for 11/8 ;) Så kom baby ud og hele ammesituationen opstod. Jeg kunne, ville og ammede også, men måtte supplere med erstatning for at hun fik nok og var ok med det. Her er nok til en hel anden debat, så den tager jeg en anden dag..
Så startede den faste føde og hele sukker, salt og nærende mad politikkerne tog sit indtog. Vi har valgt at hun ikke skal have sukker i form af kager, slik, saft, sodavand og andre lækkerier så længe vi kan undgå det og det har da affødt en masse løftede øjenbryn for det er da HYGGE!! Gu er det ej. Hun bliver lige så  ekstatisk over en tomat, hvis ikke mere, så hvorfor skal vi partout oplære vores barn af man skal proppen kæften med søde sager før man kan hygge. Hygge er samværet mennesker i mellem. Ikke hvad vi propper i munden.

Jeg prøver så vidt muligt at købe økologisk når jeg kan.
1 fordi jeg mener vi skal værne mere om den jord vi bor på,
2 fordi dyrene også skal det godt mens de lever, for det kan smages i deres produkter,
3 jeg har ikke lyst til at fylde mig selv og min familie med alle mulige tilsætningsstoffer som kroppen ikke kan finde ud af at nedbryde og derfor ender som affaldsstoffer i vores systemer.
Men hvorfor kan priserne ikke være derefter. I denne måned bliver jeg nødt til at skære noget øko fra da pengene ikke rækker til det og det er sgu da ski.. irriterende at jeg skal købe mad jeg egentlig ikke er tilfreds med, men fordi jeg ikke har råd til andet.. og kommer til at tænke på hvor mange der står i samme situation og det måske er derfor vi ikke kan få flere med på den økologiske levevej? og derfor forbliver økologiske varer så dyre for de skal jo tjene penge.. Altså en ond cirkel som skader vores natur, dyrehold og i sidste ende måske vores helbred?

Det er noget vi alle skal have hver dag, men hold op hvor tager det meget fokus..



(når jeg engang får mange penge skal jeg helt klart ansætte en butler der kan lave al min mad, så jeg slipper for alle disse bekymringer :))




tirsdag den 14. august 2012

Bryllupsdag


For 8 år siden på en fuldstændig fantastisk lørdag sagde min mand og jeg ja til hinanden og kærligheden og den er ikke blevet mindre siden hen. 8 år før den dag var dagen vi mødtes for allerførste gang og til vores bryllup skrev jeg denne beretning om vores møde der blev til nu 16 års venskab, 16 års kærlighed og 8 års ægteskab:


D. 14. august 1996 skulle blive dagen der ændrede to menneskers liv fuldstændig. Handlingen tager sin begyndelse på den nedlagte togstrækning Dalmose-Næstved.
Et skuespil var i gang med en prøve. Stykket var Peer Gynt og scenen var sat til galehuset. En ung pige i sit kostume som døden vandrede omkring, ventende på at scenen skulle begynde, selvom hun ikke selv skulle deltage. Hendes dansescene lå først længere henne. Hun så sin veninde snakke med en fyr hun ikke havde set før på sættet, men tog sig ikke yderligere af det, før end samtalen ophørte og han nærmede sig og virkede som om han ville indlede en samtale. En klassisk begivenhed opstod:
”Hey, har jeg ikke set dig et sted før?” Fyren spurgte helt oprigtigt, men pigen studerede ham grundigt inden hun svarede : ”Nej det tror jeg ikke”
”Jamen jeg syntes du virker bekendt. Jeg kan kende dit smil” Pigen der havde solen i øjnene stillede sig så hun bedre kunne vurdere ham, men intet sagde hende noget.
”Jeg er altså sikker på at jeg kender dig” Fyren vedblev med sin påstand, men pigen var nu blevet skeptisk : ”Jeg er altså pænt god til det med ansigter og jeg er hundrede på at vi ikke har mødtes før”
”Jo det mener jeg bestemt. Dit smil virker så bekendt”  
”Hør her, Jeg kan ikke huske dit ansigt og jeg er sikker på at vi ikke har mødtes” Pigen var nu irriteret og så sig om efter en redning. Den kom hende i møde i form af veninden der meddelte, at bussen kørte videre til næste scene. Hun vendte sig om mod fyren : ”Nå, men du må have det godt. Jeg skal videre nu”. De to veninder gik af sted så hurtigt det var naturligt, men halvvejs vendte hun alligevel hovedet for at få et sidste glimt af ham. Havde de mødtes før eller prøvede han blot at score hende?? Hun slog den hen. De ville alligevel ikke mødes igen. Troede hun…
De ankom til hendes scene, som udspillede sig på Herlufsholm Kirkegård. Et stort kor på 30 individer stod på olietønder og sang, mens hun skulle danse på en gigantisk 30 meter langt kors.
Der mødtes de igen. Han var blevet hyret til at tage sig af mikrofoner og lyd på netop den scene. Prøven blev overstået uden at han sagde noget. Han kiggede blot og smilede for sig selv. Han vidste, at han kendte hende. Han kunne bare ikke placere hende, men faktum var at han ville gøre hvad som helst for at vinde hende, for hun så så smuk ud i hendes 6 meter lange røde kjole.
Stykket blev opført 5 gange og alle fem gange udspillede sig samme scenario. Hun ankom til kirkegården ca. tyve minutter før toget med publikum ankom, for at varme op. Han kom hen til hende og snakkede om alt og ingenting imens. Hun var så irriteret på ham fordi han spildte hendes opvarmningstid, men han havde ingen idé om det. Han syntes blot det var dejligt at snakke med hende, høre hendes mening om vejret og livet. Sidste spilleaften blev dog lidt anderledes. Mosekonebryg havde lagt sig over hele kirkegården og hun havde ikke bemærket det. Hun var optaget af sin opvarmning. Han kaldte hende ned til sig og selvom hun havde travlt gik hun dog derned alligevel. Fuldstændig overrasket over det flotte syn der nu udspillede sig for øjnene af hende, så hun på ham. Han var måske ikke så tosset som hun først havde troet.

En måneds tid passerede. Stykket var ovre og livet på gymnasiet gik sin vante gang. Hun havde ikke en eneste gang tænkt på ham, før end hun helt tilfældigt mødte ham i byen en fredag aften. Hun kom ud fra sin stamdiskotek, hvor hun hver fredag var fuldstændig besat af dansegulvet, men var nu så overophedet, at en tur udenfor skulle svale hendes krop. Der stod han. Fuldstændig uforandret, med samme glade smil på læben, som da hun forlod ham i mosekonebrygget den sidste aften Peer Gynt spillede. ”Hej” sagde hun. Han skulle lige genkende hende. Han havde jo kun set hende i den røde stramme kjole, men der gik kun et splitsekund før end han omfavnede hende. ”Hey… Jeg troede ikke jeg skulle se dig mere”. Han slap hende blidt og så på hende. Stadig lige smuk. ”Nå hvad går du så rundt og laver??” Hun opsummerede sit liv for ham siden de sidst sås, men da der ikke var meget at berette drejede samtalen sig hen på lidt smalltalk. Hun kunne ikke undgå at bemærke, at det kram han havde givet hende virkede så ægte. De fleste fyre gav kun halve kram og gerne hovederne så langt fra hinanden, at man fik skulderbenet i halsen når fyren trykkede til. Hans derimod var helt befriende.
De skiltes da vennerne hev dem hver til sit. Hun skulle ind og danse videre og han skulle ned og drikke videre. Han var dog yderst tilfreds med den korte samtale for heri havde han fået ud af hende hvor hun boede og fra Peer Gynt programmet havde hans hendes efternavn, så nu var det blot et opslag i den lokale telefonbog. Der var dog flere med samme navn i samme boligkvarter, men han tog chancen og ringede fra en ende af. 2 gang var lykkens gang.

Hun var i færd med lektierne da hendes far stak hovedet ind og sagde der var telefon til hende. En eller anden der hed Jim. Jim? Jim? Hun kendte da ingen der hed Jim, men da hun tog røret genkendte hun straks stemmen. Det var ham.
En time senere lagde hun røret på. Hvem var han egentlig? Uden hun ville det begyndte han at rumsterer i hendes tanker. Flere telefonsamtaler fulgte på hele og halve timer. En dag spurgte han hende om hun var god til at indrette hjem. Det var da et underligt spørgsmål, men det mente hun da selv. Han ville have hende til at hjælpe ham med sin nye lejlighed. Den skulle indrettes og han var ikke selv god til det. Hun tænkte lidt og endte med at svare ja. De aftalte at han skulle hente hende den følgende lørdag, men da fredag kom, havde hun fået så kolde fødder at hun ringede og afmeldte. Hun var blevet for usikker. Hvem var han egentlig? Hun kendte ham jo ikke og det ville bare være for mærkeligt, hvis hun skulle være alene sammen med ham.
Dagene gik hvor hun ikke hørte fra ham og til sidst fik hun lidt dårlig samvittighed. Hun ringede og spurgte om de ikke skulle mødes i byen den følgende fredag. Hun skulle til udklædningsfest og ville gerne have at han så hende som vampyr. En aftale blev arrangeret og fredagen kom, hvor hun indtog byen fuldstændig klædt i hvidt, med sorte rander under øjnene og blod dryppende ud af munden. Hun tog en runde på det diskotek hvor han plejede at komme, men ingen steder kunne hun se ham. Hun valgte derfor at gå tilbage til sine venner, men så langt nåede hun aldrig. Døren var spærret af tre mennesker der snakkede. Den ene kiggede på hende og sagde til den anden fyr der stod der : ”Hey Jim, flyt dig lige.. det der skal forbi”, for derefter at blive fuldstændig lamslået da vennen pludselig omfavnede vampyren, der stod foran ham. Igen et ægte og varmt knus.
Jim introducerede hende for hans ven Tommy og Tommys daværende scoring Heidi. De gik ovenpå og satte sig i diskotekets inferno af larm. Hun mellem Jim og Tommy.
Jim hentede drinks og satte glas og colaer foran hende, hvorefter han gik tilbage til baren for at snakke med en bekendt. Hun hældte cola op til sig selv og ham og ventede så på at han skulle komme tilbage og snakke med hende. De to andre var nemlig så opslugt af hinanden, at de ikke skænkede hende en tanke. Jim vente tilbage og så hun havde hældt op til ham også, hvorefter han tog hende om hovedet, kyssede hende blidt og sagde tak. Lettere overrumplet af det pludselig kys sad hun blot og nippede til sin drink, mens Tommy og Heidi vente tilbage til virkeligheden. Samtalen kom godt i gang og på et eller andet tidspunkt kom de ind på hvad drengene lavede i weekenden. De fortalte at de tit var sammen og hun spurgte lettere henkastet : ”Nå I er måske til det samme køn?” ”Nej”, svarede Jim ”Jeg er til det modsatte” og for anden gang den aften tog han hende om hovedet og kyssede hende. Denne gang mere vedholden og hun gav sig fuldstændig hen.
Morgensolen tittede frem da de sagde farvel til hinanden ved hendes cykel. Natten var forsvundet som et stjerneskud og et sidste langt kys blev det til, før end hun satte sig op på cyklen og kørte hjemad.
Han vandrede stille og roligt hjem til sig selv med hjertet galoperende af sted. Han havde vundet. Hun havde været svær at komme ind på, men han havde fuldført jagten og nu var han virkelig forelsket. Hun var mere fantastisk end han havde regnet med.

Af en eller anden uforklarlig årsag gik der 14 dage hvor de ikke snakkede sammen. Hun havde ikke fortalt en sjæl hvad der var sket, mens han stort set ikke havde snakkede om andet.
Fredag d. 29 november 1996 var hun til julefrokost med sit arbejde. Hele aftenen sad hun som på nåle. Hun ville i byen og hun ville møde ham. Hun havde ikke snakket med ham siden og vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig. Var det kun et engangsforetagende eller var der mere imellem dem. Hun ville mødes og finde ud af det. Så hurtigt det kunne lade sig gøre, uden at være uhøflig tog hun af sted med en anden kollega. De kom ind på diskoteket og straks fik hun øje på ham. Han var på dansegulvet. Hjertet slog et ekstra slag. Hun nærmede sig bagfra og prikkede ham blidt på skulderen. Han vendte sig og efter et stort kram var det som om de 14 dage forsvandt. Et hedt kys og de slap først hinanden da de blev stoppet af deres venner, der ville vide hvad pokker der foregik.
Det kunne nemt forklares. Det var ikke en engangsting. Der var meget mere der skulle opdages og eksperimenteres mellem de to. 


fredag den 10. august 2012

Pakkepost :)

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker at lave kager og denne hobby er virkelig blevet en passion selvom det kun er 2 år siden jeg startede, men som med alt andet her i verdenen så koster ting penge og kagegrej i dk er dyrt!! Så til min store glæde fandt jeg en lækket biks i England med kagestuff til det halve af priserne i dk og i dag er den første pakke ankommet, så nu har jeg legetøj til det næste lange stykke tid..

torsdag den 9. august 2012

Spontan hyggeaften

Tidligere i dag skete der noget der gjorde mig rigtig glad (der kræver sin egen post og kommer senere), men det gjorde at jeg bare blev nødt til at hygge med min lille familie og jeg inviterede dem ud og spise på en god restaurant.. Det er ellers noget vi kun gør planlagt i forbindelse med et eller andet (fødselsdag/mærkedag etc), men for fanden hvor var det fedt bare at kunne nyde maden, solen, vandet og hinanden 100 % og det er bestemt ikke sidste gang vi tager sådan en spontan hyggeaften på en ganske almindelig torsdag :)

lørdag den 21. juli 2012

En ny stue

Så kom der sgu lidt liv i min stue.. Har længe sukket over stuen har lignet sig selv i ALT for lang tid, så fik vi ny sofa og så gik jagten ind på en nyt stuebord og generel makeover af stuen og nu er den der næsten. Stuebordet er fundet, nye hynder i sofaen, gamle lampe taget ned, ekstra hylde over tv'et til mine lys og orkideerne står sgu endnu (men det er kun takket været min mand.. Jeg slår blomster ihjel for et godt ord :)) Nu mangler bare et ekstra kælderrum så al det ekstra (gamle stuebord, ps3 gejl etc) kan komme ud af stuen og væk fra mit åsyn (man skal rydde op i sit rod) og sidst men ikke mindst en ny lampe til hjørnet over sofaen og en ny lampe til spisebordet, men mon ikke det også snart bliver fundet :)
Glæder mig til min nye stue bliver helt komplet :)

lørdag den 14. juli 2012

Duften af morgen

Hvordan kan det være at morgener dufter forskelligt? Kan bilosen og energien i folks intensitet virkelig gøre en så stor forskel?
Har lige været ude en tur og det er jo ca samme tidspunkt jeg tager på arbejde om morgenen og alligevel mærkes luften forskellig.. Der var weekend duft i luften.. En duft af ro og stilhed. Jeg bliver helt salig når jeg mærker denne duft, fornemmer nuets helhed og hvor vidunderligt det er at være i live..